Flink Challenge: Hvad bliver den første udfordring?

Skærmbillede 2017-04-27 kl. 13.26.55Mandag d. 15. maj starter Flink Challenge. Det bliver som et DHL løb for flink: Gennem fem udfordringer – fra mandag til fredag – gør vi det let og sjovt at blive en af hverdagens superhelte.

Men hvordan starter sådan en Challenge-uge? Når man taler om at være flink, hører vi mange sige, at ‘man skal være flink mod sig selv før man kan være flink mod andre’. Som i flyet, hvor stewardessen siger, man skal tage iltmasken på sig selv – og først derefter give børnene deres på.

I starten tænkte vi: Jeps, det må være den rigtige måde at starte Flink Challenge. At man gør noget flinkt overfor sig selv. Men så alligevel. Den burmesiske politiker Aung San Suu Kyi, der sad i husarrest i mere end et årti, terroriseret af et totalitært regime, har om nogen haft – ikke bare rugbrødsdage – men én lang stribe af endeskivedage. Hun fik os på andre tanker. Hun fortæller, at vi er klar når som helst. Også når nøden er allerstørst: If you’re feeling helpless, help someone, siger Aung San Suu Kyi.

I 2016 lavede vi Flink Nationalmåling med 981 deltagende danskere. Undersøgelsen viste, at man får mere energi, bliver mindre irritabel og føler sig mere kreativ, når man udviser flink adfærd. Ved at være flink ved andre, giver vi altså ikke kun ilt til dem – men også til os selv. Det er ren dobbelt whopper.

Mandags-udfordringen i Flink Challenge er at give en bekendt, kollega, eller en helt fremmed en kompliment.

– Har manden i metroen et par sko på, du synes er fede? Så sig det til ham.

– Lægger kammeraten sig imellem to stridende parter og afværger en slåskamp? Gi’ ham et klap på skulderen for at være en god kammerat.

– Ser du en kollega løse en opgave med bravour? Fyr da dén kompliment af sted!

Mandags-udfordringen i Flink Challenge giver medvind til både dig selv og til personen, du giver en kompliment. Og så er ugen ligesom i gang.

I lutter medvind.

Har du ikke fået tilmeldt dig Flink Challenge? Du kan nå det endnu. Skriv i tilmeldingsboksen på siden her – og bliv en iltmaskine for din omgangskreds.

Læg en Fucking Flink besked

comments