Vi danskere er et af verdens lykkeligste folk – og nogle af dem, som bruger sociale medier allermest. Men vi er ikke altid lige gode til at holde kommunikationen i en god og anstændig tone. Hårde ord, hadefulde kommentarer og racistiske bemærkninger er hverdagskost for alt for mange på nettet. Hvad nu hvis vi i stedet for bare at snakke om, hvad der er galt, begyndte at gøre noget ved det? Og vi dermed kunne vise os selv – og resten af verden – at man både kan lave sjov og være uenig i en anstændig tone.
Ingen kan gøre det alene. Vi bliver nødt til at stå sammen. Som det afrikanske ordsprog lyder: Vil du gå hurtigt, så gå alene. Vil du gå langt, så gå i flok.
Så lad os gå i samlet trop. Vælge bare en dag – som en start – hvor vi indstiller skytset, sænker våbnene og i stedet bruger vores stemme til at skabe overskud online.
En ting, en enkelt dag – det kan alle være med til.
Den 12. maj bliver verdens første Online Overskud-dag.
HVORDAN
Vi inviterer unge internet natives med til at co-create løsningerne. Vi beder dem hjælpe os med at skabe en Online Overskud-aktion til den 12. maj. En aktion, der kan engagere, inspirere og sprede god stemning. Og som er sjov og nem at gå til. (Rygtet siger faktisk også, at de unge er meget bedre til at holde den gode tone på nettet end de ældre generationer.)
I samarbejde med Akademiet for Talentfulde Unge og fem gymnasier, igangsætter vi en konkurrence om at finde det bedste forslag til årets Online Overskud-aktion. Gennem workshops og tilknyttede mentorer vil gymnasieeleverne først udvikle og dernæst afprøve deres initiativer. Herefter vælges de tre-fem bedste forslag ud. Eleverne inviteres til at fremlægge deres aktioner foran et dommerpanel bestående af fem eksperter. Panelet kårer derefter den bedste aktion. Dette bliver: Årets Online Overskud-aktion. Det er det, som vi alle forpligter os til at gøre den 12. maj.
HVORDAN KAN JEG VÆRE MED?
Vi kan alle deltage i Online Overskud. Vi har snart en tilmeldingsformular klar til dig, der gerne vil deltage i dagen – og gøre andre opmærksom på den. Så hæng på et øjeblik endnu. Indtil da er du meget velkommen til at kontakte mig på thilde@fflink.dk, så svarer jeg på alle dine spørgsmål.
Er du en forening, en skole eller organisation vil vi gerne skrive dig på som støtter af initiativet.
Kontakt Thilde Nybro Pfeifer for mere info: thilde@fflink.dk