Foto: (fucking flinke) Mads Hole.
Tvivlen er visdommens begyndelse. Det er den slags ord, vi lapper i os som undskyldning for at sætte os på sidelinjen og tvivle. Som jeg hørte en startup-milliardær sige: Eksperter kan fortælle dig, hvad du ikke skal gøre. Men aldrig, hvad du skal gøre. Gælder det kreativ handlelyst har jeg lært, at blåøjet, naiv entusiasme er den magiske ingrediens. Den bringer én langt. Og allervigtigst: Afsted.
Hvad er min blåøjede, naive entusiasme for flinkhed? Hvorfor har jeg brugt de sidste 7 år af mit liv på at grave i emnet? Lad mig først definere, hvad jeg forstår ved ‘en flink oplevelse’: Det er, når man krydser spor med et andet menneske og noget uventet positivt sker. Når vores møde resulterer i … overskud. Møder jeg et menneske, som jeg har en overskudsudveksling med, får jeg følelsen af at få vind i mit sejl. Flinke oplevelser løfter mig og et glimt af hverdagsmagi opstår. I en verden, hvor vi er født alene og dør alene, sker der i en flink udveksling en optankning af samhørighed. Mennesker er flokdyr. I flinke øjeblikke mærker vi sammenhængskraften med en anden fra flokken. Det er en urkraft, vi har brug for, og derfor er den største straf blandt oprindelige folk at blive isoleret fra stammen. Forskere taler om oneness, om unity, antropologer har begrebet communitas. En popsang ville formulere det som: We need each other. I flinke øjeblikke søger vi og ser hinanden. I et øjebliks oneness optænder vi hinanden, som gulerødderne i billedet.
Vi burde skrive mange flere popsange om det.
Når jeg møder et andet menneske og noget flinkt opstår, går øjeblikket udenfor rutinerne … og så er det op til dig og mig – aktørerne i øjeblikket – at afgøre, hvad der sker. Det introducerer leg. Mulighed for kreativitet. Op-på-tæerne, jeg-ved-ikke-hvad-der-kommer-til-at-ske, og derfor et stærkt fokus på nu-og-her. Jeg bliver nærværende. Glemmer mig selv, mit bevidste jeg bliver tonet ned. Jeg er. Og det er et rart sted at være, sikkert også mindful-ad-helvede-til. Når man så kombinerer alle disse personlige fordele med det, flinkhed egentlig handler om, nemlig at være noget for andre, jamen hold nu kæft. Så er flink jo en double whopper af goder.
Et hovedspring ned i ens emne antænder (eller gen-antænder) entusiasme og fascination. Det giver projektmæssigt bundtræk. Bare ved at skrive linjerne ovenover tænker jeg: Hvem fanden kan ikke være fascineret af flinkhed? Man har jo lyst til at gjalde det ud over hustagene. DON’T THINK. JUST BE FLINK. FOR SATAN DA!
Flashback til februar måned.
På en opgave for en stor dansk organisation i begyndelsen af 2017 lød udfordringen, at der internt var brok over en ny struktur. Brokkeriet var en typisk murren i krogene, ikke specielt velbegrundet, men en ‘vi kunne bedre li’ det gamle’ (til trods for at dén model ikke virkede). Nu var brokkeriet begyndt at give dårlig omtale udadtil, også i medierne. ‘I er gode til at tale ting op’, fik vi i Fucking Flink at vide. Kunne vi hjælpe med at mobilisere ledere og interessenter til at ‘tale organisationen op’? Da Claus, en medansvarlig for projektet, blev introduceret til Fucking Flink og vores næsten 180.000 brugere på Facebook, spærrede han øjnene op. Jeres målgruppe svarer til 3% af den danske befolkning. I er jo det vildeste nichemedie!, sagde han.
Siden jeg startede Fucking Flink-facebooksiden i oktober 2010, havde den vokset sig fra ingenting til at blive den hurtigst voksende facebookside i Danmark (2012). I dag er vi flere end Aalborgs samlede befolkning. Og det er aktive folk. 95% af materialet, vi lægger på siden, er indsendt af brugere. Almindelige danskeres historier om situationer, hvor de har oplevet fucking flinkhed.
Men i løbet af årene har jeg overset vigtigheden af facebooksiden og brugernes små glimt af hverdagsoverskud mellem os mennesker. ‘Jeg bli’r simpelthen bare så glad af at læse jeres historier’. Den besked får vi nærmest dagligt. Forskere kalder det elevation: Vi bliver glade af flinkhed, selv når vi bare ser en anden person være flink – eller hører om det. Det løfter vores lykkeniveau. Og det er derfor, folk kommer tilbage til dem igen og igen.
Ofte er man sidste mand til at få øje på sine bedste kvaliteter. Og den første, der glemmer fascinationspunkterne i ens emne.
Kreative aha-øjeblikke er ofte kombinationer eller trianguleringer mellem elementer, som intet har med hinanden at gøre. Jeg fik en trekant i hovedet, da jeg kom i tanker om et citat, jeg havde fotograferet på en vinduesfacade i Toronto, Canada:
When the power of love overcomes the love of power the world will know peace.
– Jimi Hendrix
Trekanten opstod ud af: 1) en fornyet navlepillen i min egen fascination, 2) synet af Claus’ forbløffelse over Fucking Flinks mange brugere … og 3) Jimi Hendrix-citatet.
Og ideen? Den er super enkel. I disse tider, hvor de globale skyer trækker sig sammen, har verden brug for gode eksempler på, at vi mennesker kan sammen. Der er 195 lande i verden. Kan man finde én flink historie fra hvert? Og minde os alle om, at vi jo for pokker vil hinanden.
195xStories. Kunne det være mit nye projekt? Og vil du være med på udviklingen af det? Så læs med her – og i de næste 14 blogposts.
Og hey: Tusind tak for at du læser med.
(: Lars AP
_ _ _
Jeg vil finde 195 flinke historier, én fra hvert af verdens lande. Men hvad skal historierne bruges til? Hvordan skal det ende? Hvad skal være ‘produktet’? (Har du ideer, så skriv her i kommentarsporet. Tak tak tak!)
Har du lyst til at læse de første blogposts i denne serie, kan du starte lige her:
www.fuckingflink.dk/prolog-kreativmidtvejskrise/