I går kom jeg hjem til at familien derhjemme var midt i at se Independence Day. En Hollywood-basker fra 1996, hvor rumvæsener angriber jorden og vil suge de værdifulde ressourcer fra vores planet – og undervejs tilintetgøre humanity as we know it. Det er Hollywood på steroider. Faktisk har jeg tidligere set filmen, nok dengang den udkom. Men nu, 20 år senere, havde jeg glemt det meste af den. Fordi familien var halvvejs igennem filmen, var de så søde at pause filmen og gi’ mig et resumé. Så kunne jeg stige på og være med.
Og så trykkede vi play.
Herfra er det med at ha’ begge hænder på kaffekoppen, for der bliver ikke sparet på armbevægelser. Jeg skal ikke trætte med et fyldigt resumé (jeg så jo også kun sidste halvdel), men cut to the chase: I de sidste febrilske timer inden rumvæsenernes endelige angreb, og Planet Earth altså står overfor at blive tilintetgjort, ser vi at den amerikanske præsident og hans stab fra deres operation room langt under jorden i Nevadas ørken får kontakt til de tilbageværende styrker fra europæiske, japanske, og sågar russiske luftvåben. Alle tilbageværende landes luftvåbener melder, at de er klar. I et kort klip ser vi sørenjensemig også arabiske og israelske fighterpiloter. I en ørken et sted i Mellemøsten står de side om side og studerer et kort. Også de er klar med fly, klar til at kaste sig ind i kampen mod den ydre rumfjende. Og her bliver det pinligt.
Altså ikke i filmen: Den har været tåkrummende længe. Men pinligt for mig.
For pludselig mærker jeg det. Presset bag øjnene. Jeg blinker lidt, men det bliver kun stærkere. Jeg blinker igen og kan lige netop holde væden inde. Og her er så tidspunktet, hvor jeg håber, børnene ikke vil spørge mig om noget. For udover trykket i øjnene er min hals også svulmet op. Min stemme vil lyde grødet, hvis jeg skal sige noget. Og da den amerikanske præsident Thomas Whitmore, spillet af skuespilleren Bill Pullman, låner en megafon og stiller sig op på et fighterflys vinge, går det helt galt.
For mig, altså.
Good morning. In less than an hour, aircraft from here will join others from around the world, and you will be launching the largest aerial battle in the history of mankind. Mankind … that word should have new meaning for all of us today. We can’t be consumed by our petty differences any more. We will be united in our common interest. Perhaps it’s fate that today is the 4th of July, and you will once again be fighting for our freedom. Not from tyranny, oppression, or persecution. But from annihilation. We’re fighting for our right to live, to exist – and should we win the day, the 4th of July will no longer be known as an American holiday. But as the day when the world declared in one voice, ‘We will not go quietly into the night! We will not vanish without a fight! We’re going to live on, we’re going to survive.’ Today we celebrate our Independence Day!
(Du kan selv se klippet fra Independence Day her): www.youtube.com/watch?v=TVW3wCm3BLA
Min reaktion – hævet brystregion, øget puls, tårer og klump i halsen – minder mig om en radioudsendelse, jeg helt tilfældigt hørte for nogle år siden. Det var et P1-interview med en tidligere frihedskæmper. Han var blevet en gammel mand og talte med dyb, myndig og militær-agtig røst. En bredskuldret bas. Men hver gang samtalen drejede henimod ord som Dannebrog, fædreland, eller Danmark gik det helt galt for ham. Så krakelerede stemmen over i en grådkvalt falset. Og man kunne høre klumpen i halsen. Det var helt overraskende at denne mandige stemme pludselig blev overtaget af følelser. Faktisk også lidt komisk. Jeg har flere gange siden tænkt på interviewet og grinet for mig selv.
Men i dag griner jeg ikke.
Klip til en tredje ting, jeg kommer i tanker om. Fra et interview, jeg lige har læst i avisen. Det er med kunstnerne Kirsten Astrup og Maria Bondorff. I deres sidste værk har de (blandt meget andet) arbejdet med sange fra Arbejdersangbogen. I interviewet siger Kirsten Astrup:
– Når man bladrer igennem Arbejdersangbogen, så er der meget, jeg synes er rigtigt, men som også bare virker naivt, latterligt og dumt. Det er ikke noget, jeg egentlig synes, det er bare den kulturelle brille, man har på.
Maria Bondorff tilføjer:
– Man føler tit en distance til de store ord i gamle politiske sange. Men måske handler det om at tage de store ord tilbage, sige det med patos, tale om at stå sammen uden at famle efter ordene.
Hvad er det så, jeg prøver at sige med denne her triangulering af tårevædede situationer? Det er pinligt banalt. Men det er måske pointen.
For det, jeg vil sige, er at jeg bliver helt optændt af at mærke tårer og en klump i halsen, når en bombastisk Hollywood-film i sin kulminationsscene taler om, at vi skal samle os på tværs af nationaliteter og etniske skel. Jeg bliver optændt af at mærke blodet rulle.
Og hånden på hjertet? I dag træder jeg mig selv over tæerne over at have grinet af frihedskæmperen i P1-interviewet. Selvfølgelig får han en klump i halsen. Selvfølgelig får han nemt til tårer. Han har kæmpet. Og investeret sit hjerteblod i de værdier, han føler så stærkt for.
Det, jeg vil sige, er at jeg tror vi, som er glade for peace, love, and understanding skal lægge vores ironi, distance og indbyrdes kævl på hylden. Jeg tror, at vi skal få følelserne med i spillet, investere vores hjerteblod.
Og kæmpe for det, vi har kært.
Lige nu udkæmper der sig et slag i vores samtid. Det er kampen mellem troen på hinanden eller frygten for hinanden. Kampen mellem love og fear. Sidstnævnte er en langt, langt stærkere følelse, som vi mennesker påvirkes meget kraftigere af. Dermed er frygt-siden allerede ét skridt foran.
Men når jeg mærker blodet rulle i min krop og jeg kropsligt reagerer på den patos om at stå sammen, som præsidenten i Independence Day taler om, bli’r jeg helt glad. For så føler jeg mig mobiliseret. Klumpen i halsen opstår fordi jeg bliver rørt over at mærke behovet for og lysten til at smøge ærmerne op og gøre mit for at vi kan stå sammen. Allesammen.
I want peace, love and understanding – and I’m ready to fight for it.
Det var engang noget, man sagde for sjov. I dag får jeg helt lyst til at tage en megafon i hånden, kravle op på en F-14s vinge og gjalde det.
Hvad har du lyst til at stille dig op på et fighterflys vinge og gjalde?
Tak for at du læser med!
(: Lars AP