Jeg er Fucking Flinks antropolog og jeg har fået 12 uger til at finde nogle svar på 1. Hvad vil det sige at være flink? 2. Hvorfor synes vi københavnere at være så socialt tilknappede? og 3. Hvilke sociale øloplukkere skal der til for, at vi får knappet op for den københavnske tilknappethed? Disse svar skal jeg finde i den københavnske urbane vildmark og det gør jeg blandt andet ved at afprøve forskellige flinketeknikker. Siden oktober har jeg stillet skarpt på københavnere i forskellige kontekster og ud fra forskellige temaer: i butikker, på gaden samt på arbejde – og har givet mig i kast med emnerne: naboskab, ensomhed, hverdagsrutiner og i dag: juletransportkaos!
Selvom den kommer på samme tid, indeholdende nøjagtigt de samme elementer, som den gør hvert eneste år, chokerer den os. Den kamikazestyrer os ind i en art kollektiv stresstilstand, hvor vi farer forvildet rundt mellem hinanden med utallige farverige, overbebyrdede poser og sankthansbålsglødende kreditkort. Indre by forvandles til en intern dansk stammekrig hvor der mases og skubbes, fordi vi alle er enige om at ordne ALT på de samme 3 dage. Vi maser os ind i de samme toge og busser, fordi de mange 100.000 jyder, der bor i Kbh. valfarter mod udkants-Danmark og lægger Kbh. mere eller mindre øde. Hvad er det der sker? Hvad kan få os til at opføre os så vanvittigt? Kære venner, det er julen jeg taler om!
I dette blogindlæg vil jeg fortælle om det der skete, da jeg kastede mig ud i årets farligste og mest udfordrende rejse. Den rejse rigtig mange danskere frygter: Julekaoshjemrejsen fra Kbh. til diverse jyske/fynske byer! På rejsen afprøvede jeg flinketeknik #9: Kør al juletransportkaos 100% i sænk med rustning lavet af zen!
Kl. 5.30. Jeg slår øjnene op og ved, at det er i dag det skal ske. Jeg ved hvordan det plejer at være: Jeg kommer for sent op, kaster det sidste tøj og de sidste gaver febrilsk ned i tasken (det hænger som regel langs jorden, når jeg slæber mig mod afgangsstedet) og farer (kun med mascara på det ene øje) ud af døren, for til sidst at springe DieHardMegaHard-agtigt (med kjolen siddende fast i toppen af strømpebukserne) ind i IC3-toget mod Thisted. Den første time i toget går med at få hjerterytmen stabiliseret og med at prøve at komme på, hvad jeg har glemt at få med dette år. Den kaosinfektion sindstilstanden har fået på det tidspunkt gør, at hele rejsen ikke handler om andet end at komme fra A (Kbh) til B (Thisted). I år skal det være løgn. Plejer er død! I år vender jeg bøtten og tager overskudsrustning på. Derfor er jeg vågen nu, kl. 5.30 (i god tid). Derfor pakkede jeg min taske i går (så jeg ikke skal stresse med det i dag). Derfor sidder jeg nu i en morgenlotusyogastilling og derfor har jeg pakket 10 pakker TWIX (til uddeling i toget). Zen vinder i år!
Kl. 10.00: Det er alt det, der sker før man sidder på sin plads i toget, der er potentielt zen-udfordrende: Skuldre, der bumper mod skuldre, toge der aflyses, madpakker der bliver pakket nederst (og derfor bliver mast), store rygsække, poser, kufferter og massive menneskemængder, der skal fordeles i overfyldte toge. Det er et strategisk mareridt (man kunne godt bruge en af de der hyrdehunde til at gelejde flokken de rigtige steder hen) – men med zen pakket ned i rygsækken, som det øverste, ankommer jeg overskudsuberørt til min plads i togets familieafdeling. Min zen-rustning har beskyttet mig! Jeg anretter mig langsomt og omhyggeligt: af med skoene og på med hyggesokken, væk med alle de ting jeg ikke skal bruge under rejsen, frem med kryds og tværs og madpakken + vandflasken. Zen har affødt en hyggerede, som jeg deler med den familie, jeg sidder sammen med. Da jeg tager min kryds og tværs frem, siger pigen ved siden af: “så tager jeg altså også mit strikketøj frem”. De andre gætter med, når jeg prøver at finde en luftart på 4 bogstaver. Da jeg tilbyder en ung mand (der desværre ikke havde nogen billet, da kontrolløren kom) en TWIX, siger han: “det’ sgu rart at der er nogen der tænker på én her i julen”. Her sidder vi, mennesker der umiddelbart ikke rigtig kender hinanden, og RÅHYGGER – med alt hvad det indebærer. DieHardMegaHard er forvandlet til en Morten Korch film!
Det, at jeg insisterede på at fastholde zen (ro, overskud og træk-vejret-helt-ned-i-maven-hed) gjorde, at årets juletransportkaos slet ikke fik lov til at dominere. Jeg ankom opløftet og afslappet (efter 6 togtimer) til Thisted station og indtog med julefredsglæde aftensmadsfiskefiletter fra Hanstholm. Denne flinketeknik får 6 ud af 6 thumbs up – for zen smitter altså.
Opskrift på en zenrustning (du kan bruge, når du skal hjem til jul):
1-2 stk. god tid
1 hel pakket taske (skal stå og hæve natten over, så pak den dagen før)
1 knivspids kryds og tværs (kan evt. spices op med en god bog el. lignende)
1 stk. vandflaske (med vand i)
10 dl. madpakke (evt. stor nok til at dele med andre)
2 stk. hyggesok (1 stk. til hver fod)
Bland det hele sammen i en togvogn og bag rustningen færdig sammen med dine medpassagere. Zenrustningen bliver især vellykket, hvis du krydrer den med tilstedeværelse og en god nats søvn.
/Louise Marie
