Det er vildt, hvor hurtigt man kommer ind i en rytme. At noget bliver til en vane og til noget, man bare gør. Det skal man måske passe lidt på med. Også selvom det selvfølgelig som udgangspunkt er godt at vænne sig til noget.
TJEK OGSÅ: Ikke bare gak, løjer og Facebook at være flink
Det har virkelig været en fed tur, og det er ikke fordi hverdag skal forstås på den der negative dagligdagens trumme-rum-måde, du ved. Jeg lærer hele tiden – også selvom måske nogle gange bare er små ting eller mere praktiske ting ved at have et ‘voksen-job’ og være en del af en fødekæde. For at bruge vendinger fra kommunikationsverdenen: Det handler om både form og indhold.
Det fantastiske ved praktik er dog, at det netop ikke hele tiden handler om den slags begreber. Eller det gør det – men ikke ved at man læser det i en 30 år gammel bog (no offence, uni-uddannelse). Jeg kan huske, at der i praktikopslaget stod, at en legeplads med små 170.000 skønne Facebook-følgere ville vente på én. “Oh yes!” Dem vil jeg sgu gerne prøve at ramme, så de synes om det, med alle mulige former for content. Og det har jeg f… haft mulighed for. Beklager banderiet, men det er altså en del af Fucking Flink engang imellem – ligesom mig nu. Sjove historier, sørgelige historier, sære fotos, rørende videoer, links med fulde (og flinke!) mennesker – det hele. Hvis der er én ting, jeg er blevet tudet ørene fuld af er det, at man ikke skal forsøge at ramme alle, for så ender man ofte med at ramme lige præcis INGEN. Så må man i stedet sigte efter at ramme så mange som muligt på spændende og relevante måder. Det er en sjov udfordring. Nogle gange kikser det, men for det meste ikke.
Nå, men hvordan er det så at være praktikant derudover? Først og fremmest: nyt.
Selvom jeg stort set hele min studietid har haft et studiejob på siden, er det noget helt andet at være i praktik. Jeg er kommet ned i den flinke dna efterhånden. Har fået forståelse for et brand, og hvad det sætter af begrænsninger og giver af muligheder. Det har nok været det sværeste. At blive en naturlig del af det hele og forstå, virkelig forstå, alle tankerne bag Fucking Flink. Det tager tid, men så er det til gengæld også det værd.
Også selvom det betyder, at det hele nu er blevet, ja, hverdag for mig. At møde ind om morgenen og sidde og være FFlink-repræsentant ved tasterne. På den ene eller anden måde. Så er det bare med at huske at stoppe op engang igennem og stille sig selv spørgmsål: “Hvad skete der lige der i bund og grund?”, “Hvad lærte jeg?”, “Hvorfor virker det der, når det tidligere ikke gjorde?” Den slags.
Når der er dømt kreativt kaos mandag morgen eller fredag før fyraften, er det ikke lige det første, man tænker på. Det var især svært i starten, hvor jeg ikke var helt nede med, hvad Fucking Flink egentlig er. Hvad de gør, hvad de kan.
Prøvet lidt af hvert
Som sagt – det sidder mere fast nu. Også fordi jeg har haft mine hænder nede i et hav af ting og sager de sidste par måneder. Min base er Facebook-siden og dialogen med alle de fantastiske følgere, men jeg har fået lov at bevæge mig andre steder hen også. Nyhedsbrev, social happening, et hackathon, et tilbageblik på min folkeskole-tid, opstart af en webshop.
Det var min plan fra første dag af, at det bare gælder om at lære så meget som muligt på dette halve år. Det er vel det, praktikken er der for. Og der er det altså fedt at blive sat i gang med ting, så man ikke bare printer for folk eller henter kaffe til dem. Det er noget helt andet her.
Men det er altså de fantastiske brugerhistorier, der er det første og sidste, jeg ser hver dag. Og det er derfor dem, der står allerklarest, når jeg tænker tilbage. Især de tre største hits husker jeg med glæde:
Uden det skal lyde lyserødt og sødt, er det sgu en øjenåbner at blive en del af FFlink-universitet. Langsomt men sikkert sætter hele tankegangen sig fast hos én. Man er mere opmærksom. Både selv og på, hvad andre render og gør. Det kommer helt bag på én. Det er indholdet, der skal formidles, og man kan ikke undgå, at det laver snigeren på én selv.
Ang. formen er det også bare sjovt at være en del af et kontor. Jeg sidder lige nu en sen eftermiddag og skriver dette. Nogle er her stadig, andre er gået hjem for i dag. Kontoret er et virvar på den fede måde. Man får ikke et vejviserkort, for man lærer selv at navigere rundt helt automatisk. Hver morgen ved jeg, at kommunikationskaptajn Anna sidder klar til en god snak om dagen, efter hun har fået sin kaffe. Partner Tina er klar med en god idé. Min med-praktikant Emma er klar med et fucking flinkt link, der måske kan blive et viralt hit på vores sociale kanaler. Louise har seneste nyt fra et samarbejde. Og så videre.
Det tager jeg med mig
Det er altså ret skønne erfaringer at tage med sig. Og mon ikke de næste to måneder bliver mere af det samme – mere nyt, man skal huske på at tænke over. Især december glæder jeg mig til. Det er jo den perfekte måned at være flink i, er det ikke? Sådan tænker jeg selv, så det skal nok blive godt (og gå stærkt). Både med content, form og i øvrigt bobler&bajer, når arbejdsdagen slutter.
Hvor meget man end prøver, kan man (kun) ikke lære den slags i skolen. Det er bare noget andet ude i ‘virkeligheden’. Så jeg bliver lige nødt til at lave et opråb til alle universitetsstuderende: Smut i praktik, hvis du kan! Sug arbejdsmarkedet til dig, inden du bliver færdig og frygter dagpengene. Man bliver glad for vanen, for hverdagen, hvis man bare husker, at det gælder om at få en fed erfaring. For det går stærkt.
Og så lærer man at lave, ikke drikke, kaffe. Rigtig vigtigt!
TJEK OGSÅ: Den fucking flinke webshop
Kærlig hilsen
Praktikanten Mikkel
PS: Det er mig, der læser jeres skønne historier, når I sender dem til os som beskeder på Facebook. Bliv endelig ved med det! Jeg bliver så glad i låget af at læse dem.