Hjertet banker i halsen, da jeg står af min cykel. Jeg har den knaldgule hue på, der har en lille dut i toppen. Jeg kigger rundt. Prøver at forestille mig, at jeg står i en jungle. Jeg er antropologen, og alt jeg ser omkring mig er ikke andet end ting, vi er blevet enige om. Cykler, fortov, pølseboder, tøjstil, lysregulering. Alt det er noget, vi har konstrueret. Derfor er alle de følelser, jeg har lige nu blot et produkt af noget, vi fælles har konstrueret. Angsten. Pinligheden. Selvbevidstheden. Med den tanke, som en varm og tryg hånd på min skulder, sætter jeg mig selv på spil. Hvor starter jeg? Giv mere, giv mere … Jeg beslutter mig for, at starte med de to mænd, der sidder i informationsvognen ved Nørreport. Hver gang de taler med et andet menneske, er det gennem et stykke glas og en mikrofon. De må trænge til, at blive givet noget. Jeg går hen, lige efter hende, der spurgte, hvordan hun kunne komme lettest fra Nørreport til Lyngby, og spørger (med en let rystende hånd): “Hej! Må jeg spørge jer om noget?”. De kigger begge på mig. På dutten på huen. “Ja”, lyder det. Jeg siger, så naturligt, som jeg overhovedet kan: “Jeg skal lige over og have en kop kaffe i 7 Eleven. Vil I have en kop med?”. Der er stille et øjeblik. “Øøh…nej tak” siger manden til højre, mens manden til venstre undgår mit blik. “Okay…”, svarer jeg, “… så I har måske allerede kaffe i vognen?”. “Ja”, brummer manden. Men jeg kan se noget. Jeg kan sørenjensme se en lille trækning lige der ved mundvigen. Nørreports informationsmand kan ikke lade være med at smile. Yes! Mission accomplished: jeg var personlig og det havde en positiv virkning.
Jeg går mod Strøgets start, og vender mig om. Kigger tilbage på informationsvognen. Den ene mand ryster på hovedet med mundvigen nedad – den anden mand smiler og løfter på skuldrene. Det føltes meget grænseoverskridende, at være personlig på den måde. Jeg var virkelig nervøs. Puha. Antropologisk set, understreger min nervøsitet, at der er tale om et normbrud. Jeg gjorde noget, som man normalt ikke gør. Men hvorfor gør vi ikke normalt det? Hvad er det normale? Hvorfor blev de to informationsmedarbejdere så forfjamskede (og hovedrystende)? Er det fordi, vi bliver utrygge, hvis de kategorier vi har delt hinanden op i: “informationsmedarbejder” og “person, der er i tvivl om noget”, bliver opbrudt? Fordi vi ikke ved, hvad vi skal gøre eller sige, når vi pludselig er i en situation, vi ikke er vant til? Skyldes de to medarbejderes “nej tak”, at københavnere generelt har svært ved at tage imod noget – fordi de tror, der er en hage ved det? Eller havde de to informationsmedarbejdere bare ikke brug for kaffe? Hvad ville der ske, hvis jeg spurgte om, de ville have en Tivolistang med? Spørgsmålene hober sig op, men tilbage står jeg med en afprøvet teknik: Vær personlig overfor en informationsmedarbejder. Jeg giver teknikken 3 ud af 6 thumbs up – dels fordi jeg skulle have improviseret, og spurgt om der var andet de skulle have med, og dels fordi det kun var den ene af medarbejderne, jeg fik til at smile.
-Louise Marie