Jeg er lige kommet hjem fra Jordan, hvor jeg gennem mit arbejde for NGO’en Turning Tables har været af sted for at etablere et permanent film- og musikproduktionslab for primært marginaliserede jordanske og palæstinensiske unge samt syriske flygtninge. Siden krigen i Syrien brød ud, har nabolandene Jordan og Libanon modtaget en enorm influks af flygtninge, og flere hundrede tusinde børn bor i flygtingelejre, hvor mangel på aktiviteter betyder, at mange unge falder fra traditionel uddannelse. Men på tale om skole og uddannelse er det heller ikke altid, at det er her, hvor drømmene får lov til at spire.
Min egen skolegang har været alt andet end lige ud af landevejen. Jeg har de sidste 25 år gået i 12 forskellige skoler. Ikke fordi jeg var fagligt bagud, men fordi jeg grundet mine forældres job flyttede meget rundt i verden. Da jeg var færdig med 9. klasse, blev jeg vurderet ‘måske egnet’, men med lidt overtalelse kom jeg alligevel videre på et gymnasie i København. Det haltede dog med motivationen, og de eneste timer, jeg glædede mig til, var musik og sprog-timerne, hvor jeg fik lov til at udfolde mine egne kompetencer. Mod mine forældres vilje droppede jeg derfor selv ud af 2.g som næsten 18-årig og valgte en ‘karriere’ som kreativ. Herefter fulgte et forløb af en række produktionsskoler fra Ishøj til Frederiksberg; og havde det ikke været for denne type af ‘alternativ’ undervisning, var jeg nok strandet lige der. Heldigvis var der den gang en skolelov, som gjorde, at man som ung (og lidt forvirret) kunne købe sig lidt ekstra betænkelsestid. Jeg lærte på et par år, at rigtig meget handlede om mig selv og om at tro på mine egne evner.
Det at blive voksen er en mærkelig balance mellem at være realistisk og at drømme – og da jeg som 24-årig vendte tilbage til uddannelsesinstitutionens trygge rammer, universitetet, var jeg milelængder foran de andre nyudklækkede, som ikke anede, hvad de egentlig skulle bruge deres nogenlunde ‘fluffy’ uddannelse til. Som 29-årig blev jeg færdiguddannet kandidat. Det var en rar følelse – jeg havde bevist overfor mig selv og samfundet, at jeg kunne vende det hele på hovedet, og at det aldrig er for sent at starte om igen. Derfor kan jeg godt drage paralleller til, hvordan de her 12-16-årige syriske flygtninge føler, og jeg forstår deres frustration over at befinde sig i ingenmandsland.
Selvom min egen skole-rejse har været luksus på første klasse i forhold til deres daglige dilemmaer, er det at skulle finde ud af, hvad fanden man skal, og hvem man skal være, et universelt spørgsmål – og det er ofte i skolens rammer, at vi begynder at opdage, hvad vi faktisk kan. Derfor er det så super vigtigt, at man giver det videre, man en gang selv fik. Det at være en fucking flink lærer er ikke nødvendigvis at være mentor, men snarere at give lov til, at hver enkelt individ får plads til at prøve sig frem. En alternativ skolegang kan blive en redning for mange – især dem, der står udenfor de firkantede rammer.
Derfor vil jeg, om jeg befinder mig i Amman eller København, nu gerne tilbyde at guide unge som sidder mellem to stole. Har man lyst til at chatte med mig omkring tanker, idéer, drømme og meget mere, kan man maile mig på: tia@fflink.dk
Kærlig hilsen
Tia // Kreativ Producent hos FFlink